Et redskab til at åbne sindet med

- En introduktion til det gådefulde band Tool

Hvordan åbner man sit øre til noget der vil forandre én? 

Har du også en intimiderende litterær klassiker stående på din boghylde?

Et eller andet sted ved du godt, at hvis du læser denne bog, så påvirkes dit liv, dit tankegods fodres, og at du måske bliver en helt anden af at læse den.


Sådan er det også med det hemmelighedsfulde band Tool.

Deres lange, labyrintiske sange kan for nogen virke intimiderende, men for andre står de som en perfektionens triumf - bevidnende holdningen til, at det betaler sig at levere sit ypperligste.


I dag udkommer deres første udgivelse i 13 år, Fear Inoculum, og da de samtidigt har udgivet hele sin diskografi på diverse streaming medier, er nu et rigtig godt tidspunkt at gå i krig med deres mystiske musik.


Grænsesøgere, grænsebrydere

Er man nogensinde kommet forbi et af Tools album covers, har der muligvis været noget tiltrækkende ved det. Noget, som ligesom bare ikke er som alt det andet. For det første man skal indse, når man afspiller Tools musik, er, at selvom instrumenteringen har samme form som et heavy metal band - dvs. guitar, bas, trommer og vokal - transcenderer Tools kompositioner en stereotypisk opfattelse af, hvad der udgør heavy metal. Her anvendes mediet til meget specifikke formål. 


For i Tools musik eksisterer en stræben efter det sublime. At udforske og udfordre både sig selv og lytteren. Eller som forsanger Maynard James Keenan beskriver det i sin selvbiografi: “At vise hvordan det rigtigt skal gøres”. I slutningen af 1980’erne havde tidens overfladiske Hair Metal genre (som Van Halen, Twisted Sister og Poison) mere end udspillet sig selv på MTV og på L.A.’s spillesteder. Denne ensformighed ansporede Maynard til én gang for alle at lave et rockband der spillede af de rigtige grunde og ‘gjorde det ordentligt’: At spille musik ej blot til lyst (som Hair Metal’en gjorde det) -  at spille med hensigten at påvirke folks liv.


Således er hver sang, hvert et sekund i selskab med Tool gennemtænkt, og udført med en perfektion og sans for detalje, der grænser sig det overnaturlige. 


Carl Jung sat på vers

Musikken er givetvis tung, dyster og udfordrende. Mystisk og energisk går kontrasterne fra det melodiske til det buldrende, og forsanger Maynard James Keenans følelsesmæssige spektrum kan gå fra rå aggressiv nerve til blid skønsang. Maynards sangtekster kan bedst beskrives som et belæst menneske, der prøver at udtrykke sin personlige udvikling, fra det dybeste mørke til den klareste frelse.


Der er tydeligt inspiration fra dybde-psykologen Carl Jung, hvis teorier udforskes gentagne gange gennem bandets karriere, f.eks. når det gælder Det Kollektive Ubevidste, der ansporer at vi alle har en ubevidst fællesnævner, dybt forankret i os, kaldet arketyperne. Titlen på bandets andet album, Ænima, refererer direkte til Jungs begreber om Anima og Animus, som er de modsatkønnede arketyper inde i os. I sangen Forty-Six & 2 er det Jungs koncept om Skyggen, der i praksis bliver sat på vers. Skyggen er de mørke dele af os - de sider, som vi ikke vil vide af at vi har, men som altid trænger sig på. Ved at gå i dybden med sig selv, kan man bearbejde Skyggen og blødgøre den, just som Maynard beskriver i sin tekst:

“My shadow's shedding skin

I've been picking scabs again

I'm down, digging through

My old muscles, looking for a clue

[...]


I've been wallowing in my own chaotic

Insecure delusions

I wanna feel the change consume me

Feel the outside turning in

I wanna feel the metamorphosis and

Cleansing I've endured in

[...]


See my shadow changing

Stretching up and over me

Soften this old armor

Hoping I can clear the way by

Stepping through my shadow

Coming out the other side”

Ikke bare på det lyriske niveau går Tool i dybden. Musikerne rundt om Maynard er allesammen i klasser for sig selv. Den meget kreative trommeslager Danny Carey er bl.a. blevet sammenlignet med Led Zeppelins John Bonham. Adam Jones har, udover at være en udforskende guitarist, stået for instruktionen af samtlige af Tools ikoniske visuelle genstande, fra covers, til musikvideoer og koncert visuals.

En musikalsk mursten

Jeg husker min egen jomfrurejse med Tool: I juni 2001 satte jeg andægtigt albummet Lateralus på, og blev... Meget udfordret. Det var som at høre et helt nyt musik-sprog, selvom alle krydderierne var velkendte: Bas, tromme, guitar og sang. I første omgang satte fremmedfrygten ind. Dette var underligt, unaturligt - grænseoverskridende, ligefrem. Det var faktisk irriterende at instrumenterne blev brugt på en anden måde end de plejer. Bandet buldrer bare deruda’ på åbningsnummeret The Grudge i synkoperet stamme-beat, flere rytmiske og dynamiske skift, underlig stemmeføring og en generel foragt for traditionel sangstruktur. Jeg var bestemt ikke sikker på om jeg kunne lide det. Jeg vurderede at give op. “Okay, så var det alligevel ikke mig. Måske er det et af de her bands, der bare skal vise sig, som bare tordner afsted for at opvise deres dominans”


Men netop i dette tvivlens øjeblik ankom sang nr 2, Eon Blue Apocalypse. Her var der ikke blot noget velkendt i kraft af et flot guitarstykke - en åndepause at hægte sig fast til - det var også et ømt, stille og decideret ikke-udfordrende tidspunkt, i sammenligning med at det kort forinden i klimakset til første sang var gået fuldstændigt amok, og hvor forsanger Maynard James Keenan skriger et uafbrudt skrig der varer et halvt minut.

Metal-verdenens mandlige Joni Mitchell 

Ømheden, roen og følelserne kom dermed som en passende og overraskende kontrast til det forrige nummers komplicerede og udfordrende angreb. Med denne pause indfandt sig en gryende forståelse. Adam Jones’ guitars poetiske ørkenlandskab glider over i næste nummer The Patient’s synkoperede riff, som plukkes med mutede guitarstrenge, hvilket giver en mystisk og intens effekt. Med denne medrivende rytme og Justin Chancellors bølgende, lavthængende basgang, flyver sindet afsted til en anden verden. En delayet wah-melodi spiller ind over dette grundlag, og pludselig kan man høre hvad der minder om en slags munkekorsang fra forsanger Maynard. Det hele bygger op til at sangen rigtigt går i gang, når Danny Careys komplekse trommerytme stille sætter ind og Maynard begynder: “A groan of tedium escapes me, starteling the fearful”.


Under denne sårbare skønsang afsløres det, at Maynard ikke bare kan skrige i et halvt minut, men at han besidder en sangstemme, der gør, at han halvbizart ville kunne kaldes for en Heavy Metal’ens mandlige Joni Mitchell.


Hans stemme besidder en troværdig, ærlig og oprigtig inderlighed, der blidt render gennem øregangene. I hans favn føler man sig sikker i hvad end stormvejr, som musikken sender én igennem. Man forstår, at både stemme og instrumenter vil udforske og udfordre både følelser, tanker og rytmer. Dette er ikke Heavy Metal, der er skabt med hovedformålet at få dig til at headbange (selvom dette absolut kan være en bivirkning). Denne musik er vitterligt skabt som et redskab, der skal gøre dig klogere på dig selv, gennem overlagt at anstrenge og provokere dig, men også at belønne anstrengelsen med kærtegn fra et menneske der selv har rejst ud af livets og selvrealiseringens spiral. Musikken skal med andre ord åbne dit sind.

Et ‘før’ og et ‘efter’ Tool

Hvad jeg prøver at beskrive er, hvordan denne musik ændrede mig som person, for det kan jeg konstatere at den gjorde. Der er et ‘før-’ og et ‘efter-’ Tool i mit liv. På samme måde, som verden så anderledes ud, da jeg trådte ud af Palads Biografer efter at have set The Matrix, på samme måde havde verden også ændret sig efter jeg havde ‘forstået’ albummet Lateralus. Hvordan jeg tænkte over og så på verden - jeg følte mig ‘bevidsthedsudvidet’. Og dette er ikke en utiltænkt effekt fra bandet - i en live-udgivelse åbnes albummet med en tale af Timothy Leary, faderen bag LSD-undersøgelserne i 1960’erne. “Think for yourself, question authority”, lyder det fra manden selv i citatet.

Perfektion gennem umage

Tænk, at nogen kunne skabe noget, der på samme tid var så komplekst, men samtidigt så perfekt. Dette var ikke et eksperiment, men en opvisning i, tjo, “hvordan det ordentligt skulle gøres”. Det gav noget at håbe på, noget at se op til, og ikke mindst noget til selv at sigte efter. Verden havde åbnet sig, og universet stod derude og ventede. 


Titelnummeret Lateralus handler netop om dette afventende univers, og det er ikke blot teksten der udtrykker behovet for anstrengelse og udforskning. Den musikalske komposition, fra flere af versefødderne til rytmeskiftene, er skabt ud fra de matematiske principper i Fibonacci tal-rækkefølgen. Disse tal laver et mønster som man kan genkende overalt i universet, fra hvordan solsikkefrø positionerer sig i solsikken, til brejners spiralvækst, til begrebet om det gyldne snit, som man finder det i den visuelle kunsts verden. Sekvensen går følgende efter følgende struktur, hvor man lægger det aktuelle tal og foregående tal sammen for at skabe det næste tal: 1-1-2-3-5-8-13-21-34-55-89-144..


“Feed my will to feel this moment

Urging me to cross the line

Reaching out to embrace the random

Reaching out to embrace whatever may come

[...]


To swing on the spiral

Of our divinity and

Still be a human

[...]


With my feet upon the ground

I lose myself between the sounds

And open wide to suck it in

I feel it move across my skin

I'm reaching up and reaching out

I'm reaching for the random or

Whatever will bewilder me

And following our will and wind

We may just go where no one's been

We'll ride the spiral to the end

And may just go where no one's been

Spiral out, keep going”

Spirituelt Yin, Ironisk Yang

Men for at det hele ikke skal gå op i hellig geometri, yogamåtter og røgelse, har bandets spirituelle yin et absurd-morsomt og ironisk yang. Dette vises i dobbelttydigheden på et nummer som Stinkfist, der foruden titlens lummerhed i sig selv, beskriver en seksuel handling, hvori en finger bliver til en hånd bliver til en albue og til sidst skulder, der er trængt ind i det inderste. Læser man blot sangen fra dette udviklende omkvæd, kan humoren beskrives som et halvbilligt grin, men læser man dybere ind i teksten, åbenbares en flot reflektion over hvordan vores grænsesøgende kultur synes endeløs, og hvor mådeholdenhed, det noble og ærefulde står for overgreb, i frigørelsens og frihedens navn.


“Something has to change

Undeniable dilemma

Boredom's not a burden

Anyone should bear

Constant over-stimulation numbs me

But I would not want you

any other way

It's not enough

I need more

Nothing seems to satisfy

I said

I don't want it

I just need it

To breathe, to feel, to know I'm alive


Finger deep within the borderline

Show me that you love me

and that we belong together

Relax, turn around and take my hand

[..]

Something kinda sad about

The way that things have come to be

Desensitized to everything

What became of subtlety?


How can this mean anything to me

If I really don't feel anything at all?


I'll keep digging

'Til I feel something“

Rejs ind i labyrinten, rejs ud ad spiralen

Hvorfor er det, at vi tilsyneladende ikke anerkender musiks potentiale til at gøre det, som god litteratur kan? Er det ikke muligt at musik har muligheden for at ændre vores liv på samme måde som bøger? Tool har udfordret mig og vist mig nye veje, og det har gødet og gæret mine instinkter til at følge nysgerrigheden, det underfulde og det udforskende selv. 


Det er ofte i det lyssky at de ægte store oplevelser findes. Sådan er det også for Tool, der på trods af store budgetter på deres album coverart, musikvideoer og koncertoptrædener, aldrig har brugt de store penge på PR’en af alt dette.

Med Tool bliver man påmindet om at det er okay at gøre sig umage. 


Tool er beviset på at det, som nægter at være populistisk sagtens kan samle folk - og muligvis flere end man skulle tro. 

Tool er enigmatisk, psykedelisk og ikke mindst profundt. Tool er et sprog at lære. 



”This body,

this body holding me

Be my reminder here that

I am not alone in

This body,

this body holding me

Feeling eternal

All this pain is an illusion”

Jeg vil på det stærkeste anbefale læseren at give sig i kast med et af albummene, og høre det til fulde et par gange. Det gør ikke noget hvilken af de fire udgivelser det bliver, de har alle utroligt meget at byde på. Hvis læseren alligevel skulle føle sig usikker på hvor og hvordan man skal begynde, har jeg igennem et par måneder udarbejdet en playliste, tilgængelig på Spotify og Tidal, der lægger ud med de ‘lettest’ ørehængende numre, selvom dette er en selvmodsigende udmelding. Kald det et mixtape, der lægger ud med de numre, som man efter min mening i hvert fald ikke burde leve uden. Jeg kalder den “A Tool For Opening Your Mind”.


Tidal:

https://tidal.com/browse/playlist/b1cddbe1-67c7-4a63-9ac6-5a1e93e7486c

Spotify:

https://open.spotify.com/playlist/6AnEuWB5Ow2ZwuAZD71Nfx?si=QlgismodSKW8-4-J-vSTcQ




30/8/2019

1000 Sjæle

Valdemar Schultz Andreasen

fauxvaldemar [at] gmail

@fauxvaldemar